Skånsom og effektiv behandling med IPL

AK Nygart var blandt de første danske udbydere af behandlinger med IPL, og vi har mere end 15 års erfaring med denne behandlingsmetode.

Pris
fra 1.000 kr.
Hvad kan IPL behandle?
Sprængte blodkar, pigmentpletter, leverpletter, uønsket hårvækst, ar, rosacea, rødme m.m.
Vigtig at vide
Du må ikke sole eller bruge selvbruner i mindst 4 uger før behandlingen og bør undgå sol i mindst 4 uger efter.

Hvad er IPL?

IPL er en forkortelse for Intense Pulsed Light, også kaldet Pulsende Højenergilys på dansk. IPL-maskinen udsender korte impulser af meget intenst lys inden for det synlige spektrum, til effektivt at behandle en række forskellige hudtilstande.

I modsætning til traditionelle lasere, som arbejder med én specifik bølgelængde, anvender IPL et bredere spektrum af bølgelængder. Det gør behandlingen mere fleksibel og ofte mere skånsom mod huden – uden at gå på kompromis med effekten, og kan målrettes forskellige hudforandringer.

Hvordan virker IPL?

Lyset opsuges af pigment under huden, f.eks. blodets røde farvestof ved karsprængninger og ar eller mørke hårsække ved permanent hårfjerning.  Herefter omdannes lysenergien inden for millisekunder til varmeenergi. Varmen, som udvikles under huden, ødelægger karvæggen i tilfælde af behandling af karsprængninger og ar, og hårsækken i forbindelse med hårfjerning, som dermed forsvinder.

Uforpligtende Konsultation

Hos AK Nygart er det vigtigt for os, at du føler dig tryg. Derfor starter vi altid med en grundig og uforpligtende konsultation.

Inden konsultationen udfylder du et helbredsskema og gennemlæser relevant informationsmateriale om den ønskede behandling. Herefter taler en af vores kosmetiske sygeplejersker med dig om dine ønsker og forventninger. Du får grundig information om behandlingen, priser og eventuel ventetid, og der er god mulighed for at stille spørgsmål.

Hvis du ønsker at gå videre, booker vi en tid hos en af vores specialister.

Book konsultation her

Eller kontakt os på 70 27 57 57 for yderligere information.

Kvinde med øjenbehandlingsmaske ligger på hvid håndklædepude

Hvad kan man behandle med IPL?

Hos AK Nygart bruger vi IPL til flere forskellige typer af behandlinger. Her på hjemmesiden kan du se de forskellige muligheder og hente mere information om forskellige typer af behandlinger, hvor vi bruger IPL:

  • Hudforyngelse
  • Karsprængninger i ansigtet
  • Permanent hårfjerning
  • Ar efter f.eks. operationer
  • Røde strækmærker
  • Leverpletter
Ansigtsbehandling med hvidt håndholdt apparat og metalrulle udført af behandler i handsker

Hvordan foregår en behandling med IPL?

Det område, der skal behandles, fotograferes, barberes om nødvendigt og desinficeres. I de fleste tilfælde påføres en ultralydsgel, som forbedrer lysets gennemtrængning i huden, så det når de områder, der skal behandles.

Inden behandlingen starter, får du beskyttelsesbriller, som skåner øjnene. Herefter placeres håndstykket mod huden, og et kort lysglimt afgives ved hver impuls. De fleste oplever behandlingen som varm og let stikkende – lidt som et elastiksmæld mod huden.

Under behandlingen absorberes lyset af enten melaninet i pigmentpletter og hår eller af hæmoglobinet i blodkar. Lyset omdannes til varme, som påvirker de målrettede celler.

Efter behandlingen kan huden føles varm og let rød. Vi køler huden ned og påfører altid solbeskyttelse, hvis ansigtet er behandlet. IPL-behandling giver ikke åbne sår, men rødme og let hævelse er almindeligt. Ved behandling af sprængte blodkar kan der i nogle tilfælde opstå mindre blå mærker (purpura), som kan dækkes med makeup.

Du kan som regel genoptage dine daglige aktiviteter og gå på arbejde umiddelbart efter behandlingen.

Kvinde med hvidt håndklæde på hovedet og hvid badekåbe

Efter behandling med IPL

Du skal altid undgå sol på det behandlede område efter en IPL-behandling. Varigheden afhænger af behandlingstype og hudtilstand, og du får grundig vejledning ved konsultationen. Vi anbefaler altid brug af minimum SPF 30 – og ved kraftigere behandlinger gerne SPF 50 i nogle uger. Husk, at UV-stråler også findes på overskyede, regnfulde og kolde dage.

Er du behandlet for sprængte blodkar, kan der i nogle tilfælde opstå en blålig misfarvning umiddelbart efter behandlingen som følge af koagulering i de behandlede kar. Dette er midlertidigt og kan dækkes med makeup.

Efter behandling af pigmentforandringer kan huden fremstå lidt mørkere eller “plettet” i området. Pigmentpletterne kan blive mere fremtrædende, før de gradvist afstødes af huden. Denne proces varer typisk 5-12 dage.

Inden du forlader klinikken, får du skriftlig information om den udførte behandling samt vejledning om almindelige reaktioner og mulige bivirkninger.

Kosmetisk behandler udfører ansigtsbehandling på klient, der ligger på behandlingsbord

I trygge hænder gennem hele dit forløb

Før behandlingen – afklaring og tryg planlægning

Vi gennemfører altid en grundig konsultation inden første behandling for at vurdere hudens tilstand og sammensætte et optimalt behandlingsforløb ud fra dine muligheder, ønsker og behov.

På behandlingsdagen – sikkerhed og personlig opfølgning

Vi gennemgår behandlingen og sikrer, at alt er som forventet. Huden renses grundigt, og afhængigt af behandlingstype forberedes huden med relevante produkter eller eventuel bedøvelse. Selve behandlingen udføres herefter i rolige og trygge rammer. Afslutningsvis påføres beroligende og beskyttende produkter, og du får vejledning i pleje og forholdsregler efter behandlingen.

Efter behandlingen – pleje, opfølgning og resultat

Vi guider dig altid i, hvordan du bedst plejer huden efter behandlingen. Det kan blandt andet omfatte anbefaling af skånsom rens, intensiv fugtpleje og daglig brug af høj solbeskyttelse for at beskytte den nybehandlede hud. I nogle tilfælde anbefaler vi målrettede, medicinske hudplejeprodukter, der kan understøtte helingsprocessen, reducere eventuelle reaktioner og optimere det endelige resultat.

Læs mere i Kundeinformationerne (Hudforyngelse, karsprængninger og uønsket hårvækst)